Copiapoa - en introduktion

Copiapoa er en slægt i familen Cactaceae og vokser udelukkende i det nordlige Chile, på kyststrækningen langs med Atacamaørkenen. Arterne i slægten Copiapoa har udviklet sig til at klare sig optimalt i en særlig økologisk niche og har oprindelig udviklet sig i takt med, at klimaet i det nordlige Chile er blevet mere og mere tørt. I andre kaktus-habitater vil man oftest kunne finde nærtstående arter, som tilhører andre slægter, men i det nordlige Chile finder man ikke sådanne arter nærtbeslægtede med Copiapoa, da disse med tiden er uddøde pga. manglende tilpasning til et stadigt barskere klima. Copiapoa er således en klart defineret slægt med helt klare karakteristika, og man er derfor ikke i tvivl, når man står over for en Copiapoa. Den indre del af Atacamaørkenen frem til Andesbjergene er uden nedbør overhovedet, og er derfor livløs. Man må formode at Copiapoa tidligere har haft en større udbredelse og måske været repræsenteret med flere arter. I dag finder vi ”resterne” af Copiapoa i nærheden af Stillehavskysten, hvor der findes en smule fugtighed i form af regelmæssig tågedannelse (camanchaca) og i sjældne tilfælde en smule regn.

Man har ofte spekuleret på, hvorledes planterne er i stand til at optage vand. Man har i tidernes løb haft flere fantasifulde teorier om, hvorledes Copiapoa var i stand til at optage fugtighed gennem torne og epidermis. Har man besøgt planterne i naturen, bliver man hurtigt overbevist om, at dette på ingen måde kan være korrekt, idet planternes epidermis på det nærmeste kan sammenlignes med huden hos en elefant, og planternes torne er ofte fåtallige eller helt manglende. Derimod vil man opleve, at jordoverfladen som planterne vokser i, ofte bliver fugtig/våd på overfladen efter en af de regelmæssige tågebanker, som kommer ind fra Stillehavet. Tågen dannes over havet på grund af den kolde Humboldt-strøm, som strømmer fra Antarktis og nordpå langs med Chiles kyst. I det nordlige Chile kommer havstrømmen særlig tæt på land, og er her årsag til dannelsen af tætte tågebanker, som pludselig og uventet kan blæse ind over land. Rødderne hos Copiapoa er derimod veltilpassede til dette særlige klima. Foruden en stærk pælerod, som holder planten fast til jorden, har Copiapoa udviklet særligt fine sugerødder, som breder sig lige under jordens overflade og som er i stand til at opsuge fugtighed herfra. Et lignende fænomen kan man finde hos Welwitchia mirabilis i Namibia. Her er rødderne endda så ømtålelige, at man har indhegnet den ældste plante for at beskytte området omkring planten mod trampende fodsåler. Måske er rødderne hos Copiapoa lige så ømfindtlige, hvilket man bør tænke over, hvis man går rundt i blandt dem på deres naturlige voksested.
I områder med Copiapoa kan man finde andre kaktus, f.eks arter fra Eriosyce, Eulychnia, Trichocereus og Opuntia. Andre planter som Euphorbia lactiflua, Oxalis gigantea og forskellige Bromelia- og Tillandsia-arter.

Mange har i tidens løb arbejdet med at få bragt orden i antallet af arter i Copiapoa. De første planter, som sandsynligvis har været Copiapoa blev indsamlet i 1820’erne af Thomas Bridges, som arbejdede indenfor den Chilenske mineindustri i mere end 20 år. Flere planter blev fundet i årene efter, og en del gode fund skyldes bl.a. R.A.Philippi, en tysk botaniker, som i 1853-54 udforskede de områder i Chile, hvor vi finder Copiapoa i dag. Alle kugleformede kaktus blev i disse år anbragt i slægten Echinocactus og dette ændredes først da Britton og Rose foreslog oprettelsen af slægten Copiapoa i 'The Cactaceae' (bind 3) i 1922, med Copipoa marginata (Salm-Dyck) som typeart. Slægten indeholdt på det tidspunkt 6 arter.

Mange personer har studeret Copiapoa i tiden herefter. Mest kendt er nok Friedrich Ritter, som i 1950’erne gennemrejste det nordlige Chile og beskrev mange gode, men også flere tvivlsomme arter. Ritter udgav i 1979-81 sit værk 'Kakteen in Südamerika'.
I 1980 foreslog den Chilenske botaniker Adriana Hoffmann at Copiapoa blev reduceret til 18 arter og 27 varieteter.
Fred Kattermann foreslog på en CSSA-konference i Tucson, Arizona i 1995 at reducere antallet af egentlige arter i Copiapoa til 12, og hans endelige revision af slægten Copiapoa ventes der på i disse år med spænding.